Koncert i Skørpinge aflyst

Vi må desværre aflyse koncerten i formiddag i Skørpinge Kirke pga. snemassernes hærgen. Der var allerede driver på vejene udenfor byerne i morges, så det kommer ikke til at holde. Kirken er selvfølgelig informeret. Vi håber at kunne vende tilbage ved en senere lejlighed. God søndag – trods alt.

Hilsen Lars

Dejlig juletræstænding på Svanetorvet

Tak for en dejlig eftermiddag på Svanetorvet. Endnu engang kom der lys i Skælskørs juletræ, og hvor man i Slagelse dagen i forvejen måtte entrere med stjerner udefra til at klare de musikalske paragraffer, så kunne de i Skælskør som sædvanlig læne sig op ad os til at få klaret julens søde toner. Det gik rigtig fint, og det var dejligt at få vores nye medlemmer med til koncert for første gang.

Også tak til Anne og Mads for fin og velfungerende lyd og lys. Og du spillede rigtig fint, Anne – selvom dine fingre var ved at fryse af…

Vi ses på torsdag.

Hilsen Lars

Rettet “Rose”…

Tak for sidst i Bådhuset. En skøn eftermiddag med en lige så skøn julefrokost – afslutning! Nu er “En rose så jeg skyde” så rettet. I hvert fald de steder, hvor den skød skævt… 😉 Det er ikke så mange steder, kun takt 26 – 27 og igen takt 52 – 53, hvor det samme gentages. Tenoren er let forandret, og der er tilføjet en alt 1 stemme. Smid den gamle ud, download den nye og tag den med på torsdag.

Hilsen Lars